Blog
Livsnydelse
Fælles for alle indlæg er, at det omhandler noget, der har gjort mig glad. Det kan fx være noget med vin, god mad, mental træning, film, bøger eller alt muligt andet. Hovedreglen er, at det skal være glade og positive indlæg.
BLOGARKIV
Søger du blogoplæg fra før august 2025, kan du finde dem her:
Jean Renoir (1894-1979) indspillede i alt 40 film i perioden 1924-1969. Jeg har sat mig for at se (i mange tilfælde gense) så mange som muligt af filmene i år. Bortset fra en enkelt er de alle tilgængelige i dag. Parallelt med at se filmene læser jeg Renoir selvbiografi Mit liv og mine film (1988, oversat fra Ma vie et mes films 1974). Det giver spændende perspektiver på flere planer om valg af samarbejdspartnere, om samarbejdet med hans daværende hustru Catherine Hessling, om hans egen vurdering af filmene, om de økonomiske udfordringer mv. Jeg ser filmene, fordi Jean Renoir er en af mine allerstørste favoritter som instruktør, og jeg synes det er spændende at opleve hans udvikling bl.a. teknisk og tematisk. For andre (og egentlig også mig selv) er det meget naturlige spørgsmål: er der værd at se i dag? Det er der mange af hans film der ubetinget er, men ingen af stumfilmene er blandt dem. Jeg omtaler alle filmene nedenfor og hvis du orker, kan du jo vurdere om der måske er én enkelt der kan friste 😉
André Bazin (1918 –1958) var en kendt og indflydelsesrig filmkritiker og filmteoretiker. Han var med til at grundlægge Cahiers du cinéma i 1951. Han havde en kæmpeindflydelse på Nouvelle Vague, og Truffaut hyldede ham ved at dedikere Les Quatre Cents Coups (1959) til ham; Bazin døde dagen efter at indspilningerne begyndte.
Med min genfundne kærlighed til filmkunst i almindelig og fransk filmkunst i særdeleshed, har jeg i første omgang prioriteret at se/gense film instrueret af nogle af min ungdoms idoler: Jean Renoir, Jean Vigo, François Truffaut, Jean-Luc Godard, Eric Rohmer, Jacques Becker, Jacques Demy og Jacques Tati.
Huit photos sélectionnées
En dag kommer der et blogindlæg på fransk, men det er jeg ikke klar til endnu 😊 Overskriften på dansk: Frankofil og gode følelser. Frankofil betyder ”person med stor interesse eller forkærlighed for Frankrig og fransk sprog og kultur” og hvis jeg ikke har været det før, så er jeg det definitivt nu. Gode følelser, det betyder at jeg netop er i gang med en EPI (Emotional Performance Indicator), som på fransk må være Indicateur de performance émotionnelle. Her kommer nogle punkter fra januar, som har gjort denne måned til noget ganske særligt, og med en noget frankofil bias, fordi det er mit bevidste valg. Fotoet ovenfor er fra René Clairs korte film La Tour fra 1928.
Da jeg som en del af min franskuddannelse i år besluttede at se (flere) franske film, var det ret naturligt starte med nogle af mine favoritinstruktører fra Nouvelle Vague (Ny bølge). Filmbevægelsen, der fra sidst i 1950’erne til midt 1960’erne, dramatisk ændrede filmsproget. Centralt står begrebet caméra-stylo (kamera-pen), instruktøren der skriver med kameraet som en forfatter skriver med pen, som banede vej for auteur-teorien , der sidestiller filminstruktøren med forfatteren. Centrale skikkelser i Nouvelle Vague var Claude Chabrol, François Truffaut, Jean-Luc Godard, Eric Rohmer og Jacques Rivette, flere af dem knyttet til filmtidsskriftet Cahiers du cinéma .