Jean Renoir: Mit liv og mine film

Paul Lysholdt • 5. marts 2026

Original: ”Ma vie et mes films” (1974) oversat af Per Calum 1988.


Først og fremmest viser selvbiografien at Renoir også var en fantastisk fortæller. Han har været tæt på 80 år, da han udgav bogen, og kan historier fra barndommen – han som bekendt mellemste søn af Pierre-Auguste Renoir og Aline Charigot – over første verdenskrig, stumfilmsperioden herunder mange tekniske landvindinger, tonefilmens fødsel, flugten til USA og arbejdet i Hollywood osv. 

Han kendte naturligvis mange inden for filmens verden men også udenfor, og der er mange små, fine portrætter. Jean Renoir er som menneske, som vi kender ham fra de fleste af hans film: kærlig, elskelig og omsorgsfuld; han tror på at mennesker kan skabe mening, værdier og etik i livet: han er Humanist.

Han dømmer ingen, uden at være ukritisk. Han lægger ikke skjul på at tiden i USA ikke var særlig rar for ham som filmskaber, og den begrænsede/ikke-eksisterende indflydelse på klipning af filmene.

Han undrer sig flere steder over det luftige udtryk ”kommerciel”, at han film eller hans oplæg ikke var kommercielle nok; selv efter La Grande Illusion (1937), som blev en kæmpe økonomisk succes, var det næsten en kamp at skaffe finansiering til de fleste af hans film.

Det er en dejlig bog, som varmt kan anbefales. Hvis man ikke kender Renoirs film, kunne det måske være indgangen til et stort og vidunderligt univers.

Jeg har læst Renoirs selvbiografi mens jeg er i gang med at se/gense alle hans film. Det har givet en ekstra dimension til mange af filmene. Nogle eksempler:

  • Hans debutfilm Catherine ou Une vie sans joie (1924) : ”Jeg sætter min lid til, at der ikke længere findes spor af dette banaliteternes mesterværk.” Jeg er ikke enig i hans kritik, og heldigvis eksisterer filmen i dag, og det er da en beskeden film, men så dårlig er den da heller ikke.
  • La nuit du carrefour (1932), en ret dunkel film, som jeg synes var ret uforståelig på nogle punkter. Forklaring: ”Hvad det mystiske angår, så oversteg resultatet vores forventninger, ikke mindst fordi to akter gik tabt, så historien stort set var uforståelig, selv for forfatteren.”
  • The River 1951, hans indiske film, der virker ret udspekuleret, men det var ikke planlagt: ”havde der ikke været en historie baseret på udødelige temaer som barndom, kærlighed og død, så havde ”Floden” være en dokumentarfilm.”
  • Le carosse d’Or (1952) en af hans allerbedste film, gennemmusikalske og sprudlende af livsglæde. Forklaringen: ”Min vigtigste medarbejder på denne film var den hedengangne Antonio Vivaldi. Jeg skrev manuskriptet, mens jeg hørte på plader med hans musik, og hans vid og fornemmelse for dramaet første mig videre i historiens udvikling i overensstemmelse med de bedste traditioner i italiensk teater.”

PS: Jeg fandt bogen antikvarisk til 75 kr. i Antikvariatet i Næstved.

Af Paul Lysholdt 1. marts 2026
Jean Renoir (1894-1979) indspillede i alt 40 film i perioden 1924-1969. Jeg har sat mig for at se (i mange tilfælde gense) så mange som muligt af filmene i år. Bortset fra en enkelt er de alle tilgængelige i dag. Parallelt med at se filmene læser jeg Renoir selvbiografi Mit liv og mine film (1988, oversat fra Ma vie et mes films 1974). Det giver spændende perspektiver på flere planer om valg af samarbejdspartnere, om samarbejdet med hans daværende hustru Catherine Hessling, om hans egen vurdering af filmene, om de økonomiske udfordringer mv. Jeg ser filmene, fordi Jean Renoir er en af mine allerstørste favoritter som instruktør, og jeg synes det er spændende at opleve hans udvikling bl.a. teknisk og tematisk. For andre (og egentlig også mig selv) er det meget naturlige spørgsmål: er der værd at se i dag? Det er der mange af hans film der ubetinget er, men ingen af stumfilmene er blandt dem. Jeg omtaler alle filmene nedenfor og hvis du orker, kan du jo vurdere om der måske er én enkelt der kan friste 😉
Af Paul Lysholdt 22. februar 2026
André Bazin (1918 –1958) var en kendt og indflydelsesrig filmkritiker og filmteoretiker. Han var med til at grundlægge Cahiers du cinéma i 1951. Han havde en kæmpeindflydelse på Nouvelle Vague, og Truffaut hyldede ham ved at dedikere Les Quatre Cents Coups (1959) til ham; Bazin døde dagen efter at indspilningerne begyndte.
Flere indlæg