Jean Renoir: Mit liv og mine film
Original: ”Ma vie et mes films” (1974) oversat af Per Calum 1988.
Først og fremmest viser selvbiografien at Renoir også var en fantastisk fortæller. Han har været tæt på 80 år, da han udgav bogen, og kan historier fra barndommen – han som bekendt mellemste søn af Pierre-Auguste Renoir og Aline Charigot – over første verdenskrig, stumfilmsperioden herunder mange tekniske landvindinger, tonefilmens fødsel, flugten til USA og arbejdet i Hollywood osv.
Han kendte naturligvis mange inden for filmens verden men også udenfor, og der er mange små, fine portrætter. Jean Renoir er som menneske, som vi kender ham fra de fleste af hans film: kærlig, elskelig og omsorgsfuld; han tror på at mennesker kan skabe mening, værdier og etik i livet: han er Humanist.
Han dømmer ingen, uden at være ukritisk. Han lægger ikke skjul på at tiden i USA ikke var særlig rar for ham som filmskaber, og den begrænsede/ikke-eksisterende indflydelse på klipning af filmene.
Han undrer sig flere steder over det luftige udtryk ”kommerciel”, at han film eller hans oplæg ikke var kommercielle nok; selv efter La Grande Illusion (1937), som blev en kæmpe økonomisk succes, var det næsten en kamp at skaffe finansiering til de fleste af hans film.
Det er en dejlig bog, som varmt kan anbefales. Hvis man ikke kender Renoirs film, kunne det måske være indgangen til et stort og vidunderligt univers.
Jeg har læst Renoirs selvbiografi mens jeg er i gang med at se/gense alle hans film. Det har givet en ekstra dimension til mange af filmene. Nogle eksempler:
- Hans debutfilm Catherine ou Une vie sans joie (1924) : ”Jeg sætter min lid til, at der ikke længere findes spor af dette banaliteternes mesterværk.” Jeg er ikke enig i hans kritik, og heldigvis eksisterer filmen i dag, og det er da en beskeden film, men så dårlig er den da heller ikke.
- La nuit du carrefour (1932), en ret dunkel film, som jeg synes var ret uforståelig på nogle punkter. Forklaring: ”Hvad det mystiske angår, så oversteg resultatet vores forventninger, ikke mindst fordi to akter gik tabt, så historien stort set var uforståelig, selv for forfatteren.”
- The River 1951, hans indiske film, der virker ret udspekuleret, men det var ikke planlagt: ”havde der ikke været en historie baseret på udødelige temaer som barndom, kærlighed og død, så havde ”Floden” være en dokumentarfilm.”
- Le carosse d’Or (1952) en af hans allerbedste film, gennemmusikalske og sprudlende af livsglæde. Forklaringen: ”Min vigtigste medarbejder på denne film var den hedengangne Antonio Vivaldi. Jeg skrev manuskriptet, mens jeg hørte på plader med hans musik, og hans vid og fornemmelse for dramaet første mig videre i historiens udvikling i overensstemmelse med de bedste traditioner i italiensk teater.”
PS: Jeg fandt bogen antikvarisk til 75 kr. i Antikvariatet i Næstved.
