François Truffaut
De seneste måneder har jeg læst Antoine de Baecque og Serge Toubianas: Truffaut a Biography (1999), en vidunderlig, detaljeret, kronologisk gennemgang af Truffauts liv. Et liv hvor FILM har været omdrejningspunktet stort set altid. Først som (u)almindelig filminteresseret, siden som banebrydende filmkritiker, en af nøglepersonerne i Nouvelle Vague og fremtrædende filminstruktør. Et alt for kort liv (1932-1984) men et eftermæle omfattende 21 spillefilm og 3 kortfilm, ingen ligegyldige og mange deciderede mesterværker.
Jeg har i år set eller genset alle hans film, de sidste tre i denne uge, hvor jeg modtog DVD’erne fra Frankrig/England, fordi de ikke var til at opdrive herhjemme. Læsning og sening (!) har været tæt sammenknyttet: at læse om en film kunne nemt friste til at se den; og at se en film gjorde lige så naturligt at jeg læste om den i bogen.
I dag blev særlig følelsesfuld. I forgårs så jeg den næstsidste film - jeg manglede Une belle fille comme moi (1972) - og i går den sidste La femme d'à côté (1981). Den sidste gav mig lyst til i dag at gense Vivement dimanche ! (1983) også med Fanny Ardant i hovedrollen, Truffauts sidste store kærlighed. Og jeg manglende også Les Mistons (1957), med Bernadette Lafont i hovedrollen – som i Une belle fille comme moi – så den fik jeg også lige med.
Jeg må indrømme at jeg synes Vivement dimanche ! er endnu bedre ved gensyn end første gang; jeg har også læst om baggrunden for filmen og Truffauts forelskelse i Fanny Ardant stråler ud af filmen. Det er den smukkeste afslutning på Truffauts stor karriere, en kærlighedsfilm, med masser af finurlig film noir, Fanny som en næsten kvindelig Bogart, der ikke skyr noget for at afdække de efterhånden 6 mord, og dermed få sin chef frikendt, chefen som hun har været hemmeligt forelsket i et halvt år. Det er en legende thriller, en kærlighedserklæring og et personligt testamente. Det er så tydeligt i kameraarbejdet og nærbillederne især, at Truffaut er vildt forelsket, som Godard i de tidligere film med Anna Karina.
På smukkeste vis samler Vivement dimanche ! en række centrale Truffaut-temaer: kærlighed som besættelse, kvinder som mysterium og frelse, den ensomme mand, rollespil og identitet, fascinationen af genre-film og blandingen af melankoli og humor.
Jeg er i fuld gang med at gense (x) Truffauts film, og det gør for mig oplevelsen større og større. Første gang er det naturligt at have fokus på plottet … i Vivement dimanche ! grotesk mange mord. Men det er ”naturligvis” sekundært, det er en god undskyldning for at fortælle om menneskelige relationer, stemning og helt banalt: at fortælle en historie.
Hvorfor er jeg vild med Truffauts film? Det jeg bliver bjergtaget af er film med følelsesmæssig kompleksitet, længsel, ambivalent kærlighed og mennesker der lever mellem passion og tab – blandingen af varme og sorg. Det er ikke bare kunstnerisk alvor, men menneskelig varme, charme, rytme og kærlighed til karaktererne. For at bruge et udtryk fra mentaltræningslejren: jeg kan lide film, der giver mig ressourcefulde følelser.
Som sit stor idol Jean Renoir er Truffaut først og sidst humanist og romantiker.
Min fire favoritter Les Quatre Cents Coups (1959), Jules et Jim (1962), La Peau douce (1964) og La Nuit américaine (1973).
