Årets bedste film

Jeg skriver altid noter om filmene når jeg har set dem. Der er intet fast format, nogle gange en form for anmeldelse, andre gange en kort beskrivelse af hvordan jeg oplevede filmene, dvs. hvilke følelser de fremkaldte hos mig. Jeg vender tit mine beskrivelser og vurderinger med ChatGPT, bl.a. for at blive udfordret i mine bedømmelser og for at få feedback på mine mønstre. Sagt med andre ord: få hjælp til at forstå, hvad der gør at jeg synes bedre om nogle film end andre, hvorfor jeg synes nogle er ekstraordinære – og få input til andre film, som kunne være interessante for mig.

Min sammenfatning af mine kriterier for en fremragende film: Hvad gjorde denne film ved mig følelsesmæssigt? Det er det jeg i mentaltræningssammenhæng kalder Emotional Performance Indicator (EPI). Jeg holder af mennesker, der opleves ægte, som jeg kommer til at holde af, som jeg får lyst til at møde igen. Jeg nyder de små øjeblikke, hvor blikke, kropssprog, nærhed, tilbageholdte følelser, pauser, tavshed afslører mennesker. Jeg holder af instruktører der stoler på deres publikum:  de forklarer ikke, men tilskuerne må selv opdage følelserne, de må selv se relationer der udvikler sig. Jeg vil se film, hvor mennesker ikke reduceres til helte eller skurke, men får lov til at være modsætningsfyldte og sårbare fuldstændig som i det virkelige liv.

Min fascination af Mizoguchi har gjort, at jeg nu bedre kan sætte ord på noget, der tidligere mere var en stærk mavefornemmelse.

Jeg bad ChatGPT give en sammenfatning af mig i denne sammenhæng: "En filmelsker, der søger instruktører, som gennem skuespillere, blikke og stilhed gør almindelige menneskers relationer større end selve handlingen. En seer, der bliver stærkest berørt, når store følelser udtrykkes med små midler. En romantiker i ordets bedste betydning – ikke fordi alle historier skal ende lykkeligt, men fordi han tror på, at film kan gøre os klogere på kærlighed, værdighed og menneskelighed.”