No Rest for the Wicked (Kasper Kalle, 2026)
I går havde jeg en fantastisk filmoplevelse: Jeg så Kasper Kalles No Rest for the Wicked i en fyldt Bio Bernhard i Præstø, med introduktion før filmen og Q&A bagefter ved filmens producer Lars Bredo Rahbek.
At skrive, at Lars Bredo Rahbæk var veloplagt, ville være en underdrivelse. Han sprudlede og fortalte med stor entusiasme om filmen og om arbejdet bag den. Hele filmen er optaget på Færøerne, og de geografiske og vejrmæssige forhold gav en lang række udfordringer. Det var heller ikke nemt at få økonomien på plads, blandt andet fordi filmen handler om kærligheden mellem to mænd.
En særlig udfordring var at finde færøske skuespillere, ikke mindst til hovedrollen som Baldur. Folkene bag filmen hørte om en færing, der arbejdede som model i USA, fandt frem til ham – det var Egor Venned – og han viser sig at være perfekt i den centrale rolle.
Alle vanskeligheder er overvundet, og filmen er allerede solgt til flere lande. Den har vundet to priser ved Fantasia International Film Festival 2026 i Montréal: Cheval Noir-prisen for Bedste Instruktør til Kasper Kalle og Cheval Noir-prisen for Bedste Skuespiller til Pilou Asbæk for rollen som Helge. Filmen havde dansk biografpremiere 3. september, og Bio Bernhard – som er fantastisk til at vise nye film meget hurtigt – har virkelig gjort et scoop ved at få Lars Bredo Rahbæk til at introducere filmen og svare på spørgsmål, både i går og igen på fredag.
Men det er først og fremmest selve filmen, der bliver ved med at arbejde i mig.
Det er ikke bare en vellykket film; den rammer noget i mig både æstetisk og tematisk. Jeg fik flere gange associationer til Mizoguchi, ikke fordi No Rest for the Wicked stilistisk ligner Mizoguchis film, men fordi natur, skæbne, kærlighed, lidelse og det overnaturlige flettes sammen til noget næsten mytisk. Jeg kunne dog godt have ønsket lidt mindre klipning og lidt mere af den ro, jeg forbinder med Mizoguchi.
Filmen er vidunderligt flot og smukt fotograferet af Jacob Møller. Den fantastiske færøske natur indgår som en naturlig del af handlingen, både bogstaveligt og symbolsk: de dybe kløfter, de høje tinder og havet, som både giver mad og tager mennesker. Og ikke mindst vandet, som bliver et gennemgående element.
Filmen er også genre-mæssigt fascinerende. Den begynder næsten som en traditionel kærlighedshistorie – om to mænd, så helt traditionel er den naturligvis ikke – men bevæger sig efterhånden over i drama, gys og vampyrfilm. Det kunne let være blevet en mærkelig blanding, men her oplever jeg netop blandingen som en af filmens styrker.
I centrum står Baldur (Egor Venned), Helge (Pilou Asbæk) og ikke mindst Baldurs mor Ásla (Sofia Nolsøe). Filmen starter som de to mænds kærlighedshistorie, men slår efterhånden over i Áslas tragedie.
Det er hende, der gennemgår den store udvikling i filmen: fra den omsorgsfulde enkemor, over bekymringen for sønnens forhold til Helge og hendes frygt for, at sønnen tager på hvalfart, til hun rammes af Guds – eller måske en andens – forbandelse, da hun ikke opfylder sønnens ønske om at komme i samme grav som Helge. Til sidst forsøger hun at råde bod på det.
Det kunne næsten være noget fra den græske mytologi: to elskende, der skal forenes efter døden for ikke at vandre hvileløst rundt. Og netop her bliver filmen for mig til mere end en fortælling om to mænds kærlighed. Den bliver en mørk og næsten mytisk fortælling om kærlighed, skyld, død og længslen efter at få lov til at høre sammen.
Det er en af de allerbedste danske film, jeg kan mindes – og jeg kan varmt anbefale den.
