Jean Renoirs stumfilm

Catherine ou Une vie sans joie (1924/1927)

Den bliver regnet for Renoirs første film, instrueret sammen med Albert Dieudonné, kendt fra Abel Gances Napoléon (1927). Renoir skriver selv, at han kun producerede, og at han bestemt ikke er stolt af den: ”Jeg sætter min lid til, at der ikke længere findes spor af dette banaliteternes mesterværk.”

Filmen er et melodrama om Catherine (spillet af Catherine Hessling) - en ung kvinde fra et børnehjem – der mistrives og glider fra håb til social og følelsesmæssig udstødelse. Den er teatralsk og tydeligt præget af tidens konventioner, men også socialt følsom. Cathrine straffes moralsk, men er ikke syndig; hun er sårbar i et samfund, der ikke beskytter hende. Instruktørerne er mere optaget af sociale forhold end af melodramatisk sensation. 

Der er nogle nærbilleder i starten der fik mig til at tænke på Anna Karina i Vivre sa Vie (Godard, 1962), men ærligt talt en beskeden film.

La fille de l'eau (1924)

En ung pige (Catherine Hessling) lever et hårdt liv på flodpram. Efter faderens død flygter hun fra den onde Jeff og kommer i forskellige ikke varige forbindelser. Der er nogle spændende drømmefantasier da hun ligger med feber i en skov. Efter fejlagtigt at være mistænkt for tyveri (det er Jeff der har stjålet hendes penge), får filmen en happy-end. Det er impressionisme med lysets spil i vand, skov, det skiftende vejrlig. Drømmesekvensen er surrealistisk med både slowmotion og dobbelteksponeringer. Ikke en stor film, men ganske seværdig og med spændende elementer.

Nana (1926)

Renoirs store, ambitiøse stumfilmsprojekt og et af hans tidlige nederlag. Filmen var visuelt overdådig, dyr og økonomisk katastrofal for Renoir, som selvfinansierede. Filmen er et stort melodrama: teater, saloner, spejle, overdådige kostume – overflade, kunstighed, dekadence; palæet Nana bor i fik mit til at tænke på Stroheim.  Portrættet af Nana er meget unuanceret, hun er energi, drift, destruktion.  Ambitiøst tænkt men meget ujævn.

Catherine Hessling er for mig et kæmpeflop i hovedrollen. Der er INTET der begrunder at nogen bliver tiltrukket af hende. Hun har været omdiskuteret og ofte kritiseret. I denne film oplever jeg hende som karikerende i sin gestik, den er vildt overdreven hele tiden; hun spiller med ekstrem mimik og kropslig udtryksform og mangler totalt erotisk troværdighed som “forførerske”. 

Sur un air de Charleston (1926)

En 20 minutter lang, legesyg og overraskende moderne kortfilm. Handlingen er enkel og absurd: I en fjern fremtid lander en sort danser (Johnny Hudgins) i et post-apokalyptisk Paris, hvor civilisationen er kollapset, og kun én hvid kvinde (Catherine Hessling) har overlevet. Han lærer hende at danse charleston – og gennem rytmen genoplives verden symbolsk. Den sorte danser repræsenterer vitalitet og fremtid. Den hvide europæer er rest fra en udtømt civilisation. Filmen er optaget af energi, bevægelse, rytme. Der er overdrevne kostumer, grafisk scenografi, koreograferet bevægelse, en næsten avantgardistisk tone. Den er overraskende moderne!

Marquitta (1927)

Den eneste Renoir-film, som der ikke eksisterer kopier af.

La Petite Marchande d'allumettes (1928)

H.C. Andersen filmatisering (Den lille pige med svovlstikkerne) med blanding af socialrealisme og skønne fantasiafsnit. Den fattige pige fryser ihjel i sneen nytårsaften, mens hun gennem de tændte svovlstikker oplever storslåede hallucinationer om varme, mad og kærlighed - og mødet med døden. Filmen skifter mellem en kold, dokumentarisk virkelighed og et ekspressionistisk drømmerige, hvor legetøj bliver levende, og døden optræder som en rytter. Ikke en stor film, men spændende eksperimenter og ganske seværdig.

Tire au flanc (1929)

Tire au flanc er en doven person, der undgår arbejde eller pligt, ofte på en lusket eller doven måde. En rig poet (Georges Pomiès) og hans tjener (Michel Simon) skal begge i militæret. De to ender på samme stue, som tyranniseres af Muflot, en af de menige. Der opstår mange sjove/uheldige episoder. Der gøres tykt nar med militæret. Sovestuen minder om inspiration til Zero de Conduite (Jean Vigo, 1933) med pudekamp (dog uden fjer). Det er en komedie med sørgmodige islæt, men uden den verve som kom til at kendetegne Renoir. Lidt for karikerede personer og ikke rigtigt sjovt.

Le tournoi dans la cité (1928)

Filmen blev bestilt af en historisk forening for at fejre 500-året for generobringen af Carcassonne. Det er en historisk romance i det 16. århundrede under Catherine de' Medicis (Blanche Bernis) regeringstid. Den smukke Isabelle Ginori (Jackie Monnier) er forlovet med katolikken Henri de Rogier (Enrique Rivero), men eftertragtes også af protestanten François de Baynes (Aldo Nadi). Efter forskellige forviklinger skal Henri og François kæmpe mod hinanden om Isabelle under den turnering, som har givet filmen navn, 

Selvom det er et storbudget/udstyrsstykke, får karaktererne i et vist omfang menneskelighed frem for blot at være historiske arketyper. Filmen er teknisk avanceret med brug af bevægeligt kamera og lyssætning, der minder om klassiske malerier, hvilket giver en følelse af autentisk liv.

Renoir er tydeligt optaget af billedets bevægelse i rummet fx i kampene til sidst, ikke af psykologisk realisme. Personerne er ikke komplekse individer, men roller: den tapre ridder, den lumske, rivaliserende modstander, den eftertragtede kvinde, hoffets intriger - det giver filmen et teatralsk præg.

Mange af de store scener kan ses som forstudier til fx La Marseillaise (1938). En interessant film, men ikke stor filmkunst.

Le Bled (1929)

Renoirs sidste stumfilm, bestilt af den franske regering i anledning af 100-året for den franske ”erobring” af Algeriet. 

Pierre Hoffer (Enrique Rivero) sejler fra Paris til Algeriet for at bo hos sin onkel Christian Hoffer (Alexandre Arquillière), der har opbygget en større landejendom fra grunden; Pierres plan er at låne penge af sin onkel, så  han selv kan bygge noget op. Pierre forelsker sig på rejsen i en ung kvinde Claudie Duvernet (Jacky Monnier), som skal mødes med en advokat for at høre boopgørelsen efter en onkels død. Hendes kusine Diane Duvernet (Diana Hart) og fætter Manuel Duvernet (Manuel Raaby) har håbet de vil arve hans to store landejendomme, men det hele går til Claudie.

Min umiddelbare reaktion på den overraskende medrivende film var ”ramasjang men på en charmerende måde”. Handlingen er melodramatisk og eventyrlig, klassisk setup, hvor de gode og de onde konfronteres, der er noget kolonihistorie med, noget drama med bil-/heste-/kameljagt, en lokalbefolkning, der optræder både som eksotisk baggrund og dramatisk katalysator. Det er sprælsk, næsten legende fortalt. Filmen er lavet som hyldest til fransk kolonialisme. Men den er mere end det; der er scener med dokumentarisk nysgerrighed, der dvæles ved landskabet ud over hvad handlingen kræver. Der arbejdes med horisontale bevægelser, flere planer i billedet (dybdefokus), organisk brug af landskabet.

Ærligt talt lyder det på forhånd som en film, der burde være forældet. Det er den ikke: der er tempo, fysisk energi, ung filmglæde og entusiasme. Det er en levende film. Den er smittende ramasjang!