Nouvelle Vague - Jean-Luc Godard - À bout de souffle - Richard Linklater
Da jeg som en del af min franskuddannelse i år besluttede at se (flere) franske film, var det ret naturligt starte med nogle af mine favoritinstruktører fra Nouvelle Vague (Ny bølge). Filmbevægelsen, der fra sidst i 1950’erne til midt 1960’erne, dramatisk ændrede filmsproget. Centralt står begrebet caméra-stylo (kamera-pen), instruktøren der skriver med kameraet som en forfatter skriver med pen, som banede vej for auteur-teorien, der sidestiller filminstruktøren med forfatteren. Centrale skikkelser i Nouvelle Vague var Claude Chabrol, François Truffaut, Jean-Luc Godard, Eric Rohmer og Jacques Rivette, flere af dem knyttet til filmtidsskriftet Cahiers du cinéma.
Jeg har med stor fornøjelse i år set eller genset adskillige af filmene fra dengang. Det er indtil videre blevet til Tirez sur le pianiste (Truffaut, 1960), Baisers Volés (Truffaut, 1968), Cléo de 5 à 7 (Agnes Varda, 1962) og Lola (Jacques Demy, 1961). Efter at have genset À bout de souffle for x’te gang satte jeg mig for at se en stribe af Godards første film kronologisk (k = kortflm): Operation béton (k) (1954), Une femme coquette (k) (1955), Charlotte et son Jules (k) (1958), Tous les garçons s'appellent Patrick (k) (1959), À bout de souffle (1960), Le Petit Soldat (1963), Une Historie d'Eau (k) (med Truffaut, 1961), Une femme est une femme (1961), Vivre sa vie (1962), Les Carabiniers (1963), Le Mépris (1963), Pierrot le Fou (1965) og Made in USA (1966).
Det er alle film jeg har set med stor nydelse. Jeg har kort omtalt Cléo de 5 à 7, Tirez sur le pianiste og Lola her La nouvelle vague. Jeg vil fremhæve yderligere tre af filmene.
Baisers Volés er den tredje af Truffaut fem film om sit Alter Ego Antoine Doinel, spillet af Jean-Pierre Léaud. Antoine forlader militæret i unåde, flakker rundt, får tilfældige jobs som natportier, privatdetektiv og tv-reparatør, ser lidt til Christine og de ender vist sammen – og bagklogt véd vi jo godt at de bliver gift og skilt i film nr. 4 og 5. Baisers Volés er et vidunderligt portræt af et usikkert og rodløst menneske, det kæmper for at finde en plads i tilværelsen. Diskret og kærligt fortalt, som næsten altid når Truffaut instruerer.
Nana Kleinfrankenheim (Anna Karina) i Vivre sa vie forlader sin mand og deres lille søn for at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Hun bliver smidt ud af sin lejlighed, fordi hun ikke kan betale lejen og ender som prostitueret. Hun forelsker sig i en ung mand og vil flytte sammen med ham, men bliver skudt i et opgør mellem sin alfons og en anden, som han vil sælge hende til. I et af filmens 12 tableauer er Nana i biografen og græder sammen med Falconetti i La Passion de Jeanne d'Arc (Dreyer, 1928). Filmen er et smukt og meget forelsket portræt af Nana, bevægende, med humor, men med en grundlæggende dyster tone.
À bout de souffle … det er en af de film jeg har set allerflest gange. Den var en revolution, da den havde premiere. Det var en af de tidligste Nouvelle Vague film og den med størst betydning. Den var et åbenlyst brud på alle ”almindelige” regler for at skabe film. Anvendelsen af jump cuts som bevidst teknik gennem hele filmen. Håndholdt kamera. Naturligt lys. Optagelse i virkelighedens Paris, ikke i studier – Paris er et levende rum, ikke baggrund. Det gav og giver den dag i dag filmen en energi, der føles som livet selv. Filmens hovedperson Michel (Jean-Paul Belmondo) er en typisk antihelt: amoralsk, impulsiv, usympatisk – og meget charmerende. Filmen er en blanding af en kriminalhistorie - Michel dræber en betjent i filmens start og politiet er i hælene på ham gennem hele filmen - en måske kærlighedshistorie mellem Michel og Patricia (Jean Seberg) og filosofiske samtaler om kærlighed, frihed og død, bl.a. Patricias interview med Parvulesco (Jean-Pierre Melville). Den holder i den grad.
Det giver naturlig anledning til at skrive om Richard Linklaters Nouvelle Vague (2025) en film om À bout de souffle. Med Guillaume Marbeck (Jean-Luc Godard), Zoey Deutch (Jean Seberg), Aubry Dullin (Jean-Paul Belmondo) og Matthieu Penchinat (Raoul Coutard) i de fire vigtigste roller.
Jeg blev blæst omkuld af Nouvelle Vague da jeg så den i dag. Det er ikke bare en film om À bout de souffle, det er en film der fanger ånden bag filmen. Linklater viser den kreative proces: kaosset, energien og friheden omkring Godard og hans hold. Filmen spejler bevidst den lethed, spontanitet og rytme som Godards film udstråler – og bliver dermed selv Nouvelle Vague. Bevægelsen Nouvelle Vague opstod som kort nævnt ovenfor af nogle generelle principper; filmen Nouvelle Vague viser hvordan À bout de souffle opstod af mod, leg og brud med regler, ikke et manifest. Samtidig hylder den kollektivets betydning (Seberg, Belmondo, Coutard). Resultatet er en film, der forklarer storheden ved À bout de souffle ved selv at praktisere den.
Hvis du ikke har set À bout de souffle allerede, så se den før Nouvelle Vague. Eller modsat. Eller begge dele. Det er to fantastiske film.
