Star Wars
Ærligt talt har Star Wars universet ikke haft min store interesse før for ganske nylig. Når de to ældste børnebørn, Leo på 9 og Frasse på 11, ønsker sig Lego med Star Wars til jul og hele familien begynder at se Star Wars filmene. Så må farfar træde i karakter 😉Jeg købte et bokssæt med de 9 Star Wars film. Jeg har set dem alle, 9 dage i træk med en film om dagen. Og hov, hvad skete der lige? Jeg blev altså opslugt af universet!
Jeg valgte at se filmene i den rækkefølge de er udsendt – ligesom svenskerne – og har gjort nogle korte noter for at få nogenlunde overblik.
1. The Phantom Menace (George Lucas, 1999). Jedi-ridderne Qui-Gon Jinn og hans lærling Obi-Wan Kenobi opdager drengen Anakin Skywalker, som menes at være Den Udvalgte. Qui-Gon dræbes af Sith-krigeren Darth Maul. Obi-Wan tager Anakin som lærling. Senator Palpatine vælges til kansler for Republikken.
2. Attack of the Clones (George Lucas, 2002). Republikken trues af en separatistbevægelse ledet af den tidligere Jedi-mester Grev Dooku. Senator Padmé Amidala beskyttes af Obi-Wan og hans lærling Anakin. Anakin og Padmé forelsker sig og gifter sig i hemmelighed. Klonhæren afsløres, og Klonkrigene begynder.
3. Revenge of the Sith (George Lucas, 2005). Padmé er gravid. Palpatine frister Anakin med viden om den mørke side af Kraften. Anakin vender Jedi-ordenen ryggen og bliver Darth Vader. Palpatine udsteder Ordre 66, Jedi-ordenen udryddes og det Galaktiske Imperium oprettes. Obi-Wan besejrer og lemlæster Vader. Padmé føder tvillingerne Luke og Leia og dør. Palpatine redder Vader. Luke og Leia bortadopteres hver for sig.
4. A New Hope (George Lucas, 1977). Prinsesse Leia leder oprøret mod Imperiet, tages til fange og sender et nødopkald til Obi-Wan Kenobi via droiderne C-3PO og R2-D2. Droiderne havner hos Luke Skywalker. Luke, Obi-Wan, smugleren Han Solo og Chewbacca befrier Leia. Obi-Wan dræbes af Darth Vader.
5. The Empire Strikes Back (Irvin Kershner, 1980). Luke trænes i Kraften af Jedi-mester Yoda. Han Solo, Leia, Chewbacca og C-3PO forfølges af Vader. Han og Leia forelsker sig. Han Solo fryses i karbonit. Vader afslører for Luke, at han er hans far og hugger Lukes ene hånd af.
6. Return of the Jedi (Richard Marquand, 1983). Han Solo reddes. Luke fuldender sin træning; Yoda dør efter at have afsløret, at Luke har en tvillingesøster. Luke konfronterer Vader og kejseren. Vader vender tilbage til lyset, dræber kejseren og dør selv. Imperiet kollapser.
7. The Force Awakens (J.J. Abrams, 2015). Imperiet er faldet, men First Order er opstået. Nye helte træder frem: Rey, Finn og Poe. Han Solo konfronterer sin søn Kylo Ren (Ben Solo) og dræbes af ham. Rey viser sig at være stærk i Kraften.
8. The Last Jedi (Rian Johnson, 2017). Kylo dræber sin mester Snoke og bliver leder af First Order. Rey og Kylo Ren forbindes gennem Kraften. Luke Skywalker dør efter at have genantændt håbet i modstanden. Modstandsbevægelsen overlever med nød og næppe.
9. The Rise of Skywalker (J.J. Abrams, 2019). Kejser Palpatine vender tilbage. Rey afsløres som Palpatines barnebarn. Rey og Kylo konfronterer deres arv. Kylo vender tilbage til lyset som Ben Solo og dør. Palpatine dør endeligt. Rey tager navnet Skywalker.
For at kunne holde nogenlunde styr på universet har jeg noteret disse relationer. De familiemæssige relationer: Anakin Skywalker/Darth Vader gift med Padmé Amidala (dronning, senator) forældre til Luke Skywalker (Jedi-mester, mentor for Rey) og Leia Organa (født Skyewalker, adopteret af Bail Organa ). Leia gift med Han Solo, de får sønnen Ben Solo/Kylo Ren. Rey er barnebarn af Palpatine (Sith-mester, kansler, kejser) og tager symbolsk navnet Skywalker til allersidst efter sammen med Ben at have dræbt Palpatine, selv være blev dræbt, men genoplivet af Ben, som dør.
Jedi-linjen: Yoda mentor for Qui-Gon Jinn mentor for Obi-Wan Kenobi mentor for Anakin Skywalker mentor for Luke Skywalker mentor for Rey.
Min reaktion på film 4 og lidt 5 var lidt forbeholden (hold da op en gang ramasjang) og sikken lidt indhold. Men når jeg nu kan tillade mig den luksus at se alle filmene indenfor et ganske kort tidsrum, kommer er perspektiver, som jeg ikke umiddelbart havde tænkt ret meget over.
Star Wars ikke bare science fiction, det er en moderne myte. Fx er Anakin Skywalkers forvandling til Darth Vader en spændende historie om frygt, kontrol, tab, uforløst kærlighed. Jeg kan i den grad sætte mig ind i Anakins ”fald”; Jedi-ordenen er nået til det punkt hvor idealer stivner og følelser undertrykkes. Anakins fald skyldes ikke svaghed, men manglende evne til at rumme frygt og tvivl … Palpatine vinder ikke med magt, men med psykologisk manipulation.
Med helheden oplever jeg en meget mere kompleks historie. Der er sejre og nederlag, det bølger frem og tilbage, der er intet der bare er godt eller skidt og hver generation må tage ansvar, smukt symboliseret med hvordan de forskellige generationer ”skifter side”. Livet er komplekst.
Filmene giver sig tid til at folde sig ud. Både med hensyn til det spektakulære og med hensyn til mere nuancerede historier, med gråzoner, tvivl og langsomme karakterudviklinger.
Det handler dybest set om kampen i mennesket: hvad stiller vi op med magt, frygt, kærlighed og ansvar, når livet er komplekst?
Jeg må også erkende at jeg er mentalt skadet (😱) og ikke kunne lade være med at se specielt Anakin Skywalker/Darth Wide som en case. Han vokser op som slave, han føler tab og utryghed. Det giver ham ekstremt behov for kontrol og et stærkt ønske om at redde dem, han elsker. Men Jedi-ordenen lærer ham ikke at arbejde med det, de lærer ham teknikker, ikke selvforståelse.
Jedi-læren bygger på et ideal om følelsesmæssig neutralitet: frygt fører til vrede, vrede til had; dvs. følelserne undertrykkes frem for reguleres. Anakin lærer ikke at rumme frygt, kun at han ikke må føle den. Dermed bliver frygten skamfuld, og gør ham ekstremt modtagelig for manipulation.
Palpatine udnytter dette genialt: Han anerkender Anakins følelser, men forvrider dem. Han siger: “dine følelser gør dig stærk” og dermed får Anakin bekræftet sin indre fortælling: at kontrol er løsningen på frygt. Han tror at ved at vende sig mod Palpatine kan forhindre Padmés død (som han har oplevet i drømmer), dvs. han navigerer ikke længere efter sine værdier men på resultater. Som Darth Vader er han både fysisk og mentalt i et panser -han er effektiv, permanent kampberedt og uden adgang til refleksion, medfølelse eller valg.
Vader forsones med Luke lige før han dør, ikke pga. kamp eller argumenter, men fordi Luke nægter at spille med på de præmisser, og nægter at se ham som monster. Han møder sin far uden frygt og uden manipulation. Det skaber et mentalt rum, hvor hans far igen kan vælge: Han kan vælge sine værdier til, det er aldrig for sent.
Så mentaltræneren har noteret:
- Anakins problem er at han aldrig lærer at arbejde med det, han føler
- I mental træning arbejdes der med indre styring ud fra værdier, opmærksomhed og selvregulering, hvor der er i Jedi-træning arbejdes med faste dogmer, hierarki og ritualer. Disciplinen ligger uden for individet. Anakin lærer at adlyde – ikke at lede sig selv. Da strukturen svigter, har han intet indre kompas at falde tilbage på.
- I mental træning anerkendes at relationer er uundgåelige – og at modenhed handler om at kunne være forbundet uden at blive afhængig. Jedi-ordenen forbyder tætte relationer af frygt for tab og jalousi.
- I mental træning kommer mennesket før funktionen. Jedi-identiteten er altomfattende: Man er Jedi – før man er menneske. Da Anakin føler sig svigtet af Jedi-ordenen, mister han også sig selv. Vader er ikke en ny identitet – det er fraværet af en.
- Mental træning accepterer fejl som nødvendige for udvikling og læring. Jedi-idealet er mestring og fejlminimering.
- Luke skiller sig dermed fundamentalt ud ved at accepterer sine følelser, handler ud fra medfølelse, vælger relation frem for regel og bevarer sit værdikompas under pres. Han integrerer følelse, refleksion og handling.
Det er perspektiver som disse, der gør Star Wars til noget ganske særligt for mig.
På min læseliste står som næste bog Stars Wars og filosofien, en antologi redigeret af Jason. T. Eberl og Kevin S. Decker. Den glæder jeg mig meget til at læse.


