La nouvelle vague

Et fantastisk 2025, mit bedste år nogensinde. Det første nytår efter gennemførelsen af MMT, som blandt meget andet har givet mig de stærkeste redskaber til at planlægge mit liv. Som bonus afholdt Rasmus Bagger i går en Nytårs Workshop med titlen ”Skab din bedste udgave af 2026”.

Workshoppen var to timers repetition af noget af indholdet på det allerførste modul på MMT-uddannelsen 7.-8. november 2024 og gav en perfekt mulighed for at gennemgå mine planer for 2026. 

Det er ikke så svært, når man først får det lært 😊:

• Lav Emotional Life Indicator (ELI) for 2025
• Fortsæt med det, der giver de ressourcefulde følelser
• Mærk kortvarigt efter på de ikke-ressourcefulde og gør noget ved dem - med introduktion til 4 steps til naturligt lederskab: Vælg, Vis, Føl, Giv
• Hvad var jeg mest stolt af i 2025?
• Den ultimative drømmeliste, hvis alt var muligt
• Tidsindikationer på den ultimative drømmeliste (1, 3, 5, 10+ år)
• 1’erne, dvs. det der kan realiseres inden 31.12.2026 er den ydre målsætning for 2026
• Nedbryd og kom det i planen for 2026

Jeg skrev til sidst i mine noter at jeg bare skal fortsætte med det, jeg er i gang med :-)

Mit 2026 er kommet stærkt i gang.

1. januar blev jeg færdig med at samle den LEGO Technic 42202 Ducati Panigale V4 S-motorcykel som jeg fik i julegave. Der var lidt ommere undervejs, men slutresultatet er blevet meget fornemt!

Samme aften genså jeg spontant en af min favoritfilm Zéro de Conduite (Jean Vigo, 1933).  Filmen skildrer et oprør blandt skoleelever i et strengt kostskolemiljø. De voksne beskrives som autoritære og latterlige og oprøret beskrives anarkistisk, poetisk og humoristisk. Filmen kritiserer autoritet, disciplin og undertrykkelse og blev meget indflydelsesrig for Nouvelle Vague (og i øvrigt forbudt da den oprindeligt blev udsendt). Jeg har skrevet om Jean Vigo herPaul Lysholdts blog om film, bøger, musik mv.: Jean Vigo (1905-1934)

Fredag eftermiddag nød Otto og jeg en tur i det skønneste vejr ved Roneklint.

Om aftenen begyndte min kavalkade af Nouvelle Vague film med Tirez sur le Pianiste (François Truffaut, 1960). Charlie (Charles Aznavour) er en stille barpianist, med en fortid som berømt koncertpianist. Han bliver mod sin vilje involveret i kriminalitet. Han er omgivet af handlekraftige kvinder, og forelsker sig i servitricen Léna (Marie Dubois). Hans passivitet og konfliktskyhed er hjerteskærende. Det er så Truffautsk, at det gør helt ondt. Jeg elsker dens fortælleglæde, dens indfølingsevne og de intense følelser, som Truffaut kunne formidle så enkelt.

I går var den nævnte Nytårs Workshop. 

Aftenens film var Cléo de 5 à 7 (Agnès Varda, 1962). Filmen følger sangerinden Cléo (Corinne Marchand) i næsten realtid over små to timer, mens hun venter på svar på en kræftundersøgelse. Hun bevæger sig gennem Paris og møder forskellige mennesker. Undervejs ændrer hun syn på sig selv og verden. Jeg har ikke set den før og fandt pladask for en spillevende film med overskud, intensitet og ægte mennesker. Ikke mindst faldt jeg for et meget smukt portræt af Cléos bevægende timer og den fine afslutning, hvor hun både får den frygtede diagnose og møder Antoine (Antoine  Bourseiller) og får håb gennem hans indstilling til livet.

I dag kom den syvende og sidste opgave i SIRIUS Christmas Sniffs Challenge 2025. Otto og jeg har virkelig hygget med opgaverne og vi fik også denne sidste godkendt. Jeg har ”opfundet” mit eget Sirius-forløb, hvor jeg hver uge vil få filmet en opgave efter eget valg – mit kriterie vil hver gang være, at opgaven skal være relevant for prøver jeg har planlagt i løbet af 2026. Jeg véd, det vil holde mig til ilden 😉

En anden julegave Astérix et le rentrée gauloise (René Goscinny & Albert Uderzo, 2003), bind 32 af de franske albums, læste jeg færdig i dag. Albummet samler 14 korte Astérix-historier, oprindeligt udgivet enkeltvis i det franske Pilote, som blev grundlagt i af bl.a. René Goscinny og fik enorm betydning for fransk populærkultur. Historierne er korte, humoristiske og ofte eksperimenterende, fordi de blev lavet til magasinformat og ikke som fulde album. Man kan fx læse om Astérix og Obélix fødsel; en historie fra 1986 som indgik i PR-kampagnen for at få OL 1992 til Paris (det lykkes som bekendt ikke, Barcelona fik værtskabet) hvor en konstruktion med forbløffende lighed med Eiffeltårnet er et kæmpedueslag for brevduer, som skal sikre hurtig og sikker kommunikation; og den skønne historie med Obelix’ efterkommer i 7. led Obelisc’h.

Til aften genså jeg Lola (Jacques Demy, 1961). Lola (Anouk Aimée) er kabaretsangerinde i Nantes, der venter på sin store kærlighed, som forlod hende for mange år siden. Flere mænd forelsker sig i hende bl.a. Roland Cassard (Marc Michel), som husker hende som ung pige før krigen og sømanden Frankie (Alan Scott) men hun forbliver tro mod sin drøm. Filmen skildrer kærlighed, længsel og skæbne i en realistisk, men romantisk tone. Den er tilegnet Max Ophüls, jeg har både hans La Ronde (1950) og Lola Montès (1955) på listen over film, som snart skal ses.