Vin med Paul #1
Jeg holder meget af vin og et af mine mål, da jeg gik på pension for små to år siden, var at gennemføre sommelieruddannelsen hos Vinakademiet. Det gjorde jeg i foråret 2025 og umiddelbart efter bestod jeg den engelske WSET Level 3 Award in Wines (udbydes af Wine & Spirit Education Trust). For mig er vin ikke kun noget i glasset – det er kultur, natur, håndværk og historie i ét. Med de to uddannelser har jeg fået et bredere og dybere fundament for dele glæden ved oplevelser med vin.

I Paul om vin vil jeg tage læserne med på en rejse i vinens univers. Jeg vil fortælle om vinproduktion, druer, vinområder, mad og vin i samspil og alt muligt andet. Mit mål er at bidrage til at læserne bliver nysgerrigere på vin: prøver noget andet en de plejer, måske lidt dyrere vin, måske en utraditionel mad/vin-sammensætning, måske en vin på en utraditionel drue.
I første omgang vil jeg fortælle om bedømmelse af vin. Både Vinakademiet og WSET omfatter en systematisk tilgang til at beskrive en vins udseende, duft og smag samt give en konkluderende bedømmelse. Til bedømmelse har jeg arbejdet med det danske BLIK (Balance, Længde, Intensitet, Kompleksitet) og det engelske SAT (Systematic Approach to Tasting Wine ®), som minder meget om hinanden.
Beskrivelse af vin handler i overskrifter om Udseende (klarhed, farveintensitet, farvenuance), Duft (renhed, aromaudvikling, aromakategorier, aromaeksempler), Smag (sødmegrad, syre, tannin, krop, smagsintensitet, aromakategorier og -eksempler, alkohol, eftersmag) og Konklusion (serveringstemperatur, passende råvarer, tilberedning og tilbehør, druesort, alder/årgang, herkomst) . Jeg vil uddybe mange punkter i kommende indlæg.
Bedømmelse af vin handler om at komme forbi det punkt hvor man smager på en vin og siger: den kan jeg lide, eller den bryder jeg mig ikke om. Man skal kunne motivere sin vurdering baseret på objektive vurderinger af vinens kvalitet på baggrund af følgende fire parametre: Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet (BLIK).
Balance vedrører de strukturelle elementer i vinen: På den ene side sødme/sukker, frugtkoncentration, krop, på den anden side syre, tannin, alkohol, fadpræg. Elementerne skal helst balancere. Længde er vinens eftersmag, jo længere jo bedre. Intensitet i form af tydelige og veldefinerede duft- og smagsmæssige elementer, så intense, at man ikke skal lede efter dem. Kompleksitet er primært mængde af aromakategorier og -eksempler. Jo flere og jo mere spredt jo bedre.
Baseret på den samlede vurdering kan man vurdere vinen; jeg bruger selv følgende skala:
☆☆☆☆☆ (Defekt)
⭐☆☆☆☆ (Ubehagelig/ubalance)
⭐⭐☆☆☆ (Acceptabel)
⭐⭐⭐☆☆ (God)
⭐⭐⭐⭐☆ (Meget god)
⭐⭐⭐⭐⭐ (Fremragende)
Vinressource. Jeg vil jævnligt komme med ideer til, hvor du kan blive klogere på vin, fx bøger, indkøbsmuligheder, vinsmagninger eller andet. Jeg anbefaler denne gang K&S Live. Kjær & Sommerfeldt fylder 150 år, og det er virkelig en virksomhed der har forstået at følge med tiden. Den konkrete anbefaling går på deres liveudsendelser mandag kl. 19-20, hvor de fortæller om noget interessant i vinsammenhæng. Prøv at tjekke linket, de gamle udsendelser er fortsat tilgængelige. De nye kan du bare deltage i, du har ovenikøbet mulighed for at vinde en flaske vin.
Vintip. Jeg kommer løbende med konkrete vinanbefalinger. Jeg lægger ud med at anbefale en vin fra New Zealand.
New Zealands vinproduktion har et tårnhøjt teknisk niveau, man går meget sjældent fejl af vine derfra. Hovedparten af vinen eksporteres. Størrelsesordenen 70 % af vinene er på Sauvignon Blanc, og de bedste har i høj grad sat standarden på verdensplan for hvordan vine baseret på Sauvignon Blanc kan/skal smage, og udfordrede de klassiske vine på denne drue i Loire, fx Sancerre og Pouilly-Fumé.
Min anbefaling er en Stratum Sauvignon Blanc 2023 fra vinhuset Sherwood, der ligger på den østlige del af Sydøen, i Waipara i regionen Canterbury. Generelt er New Zealand meget langt fremme hvad angår bæredygtighed, og Sherwood er akkrediteret af Sustainable Winegrowing New Zealand.
Duften er meget karakteristisk: stikkelsbær, hyldeblomst, melon, citrus/lime, fersken, nyslået græs. En rank vin med god syre, god fylde og en fin, lang eftersmag.
Den kan sagtens nydes som den er (afkølet naturligvis!), men vil også være et perfekt match til fx lette skaldyrs- og fiskeretter.
Hvorfor skal du smage den? Fordi du gerne vil udfordre dine erfaringer med andre (billigere) vine fra New Zealand på Sauvignon Blanc og vurdere forskellene. Og måske sammenligne med nogle klassiske vine på Sauvignon Blanc, og blive opmærksom på de forskellige udtryk.
Dansk importør: Kjær & Sommerfeldt, pris 195 kr.
⭐⭐⭐⭐☆