Truffaut & Godard
Med min genfundne kærlighed til filmkunst i almindelig og fransk filmkunst i særdeleshed, har jeg i første omgang prioriteret at se/gense film instrueret af nogle af min ungdoms idoler: Jean Renoir, Jean Vigo, François Truffaut, Jean-Luc Godard, Eric Rohmer, Jacques Becker, Jacques Demy og Jacques Tati.
Min ungdom i filmsammenhæng er cirka 1966-1975. Når jeg skriver at jeg har genset mange af filmene er det for mange vedkommende 50+ år siden jeg så dem sidst, og jeg er selvfølgelig en ganske anden nu end dengang.
Truffaut (1932-1984) var ganske produktiv og jeg mangler fortsat 7 af hans spillefilm, fordi jeg pt. ikke har adgang til dem. Jeg har set følgende: Les quatre cents coups, Tirez sur le pianiste, Une Historie d'Eau, Jules et Jim, Antoine et Colette, La peau douce, Fahrenheit 451, La mariée était en noir, Baisers Volés, La sirène du Mississippi, L'Enfant sauvage, Domicile conjugal, La Nuit américaine, L'Argent de poche, L'Amour en fuite, Vivement dimanche !
Godard (1930-2022) var manisk produktiv og selvom jeg har set mange af hans film, er der mange jeg ikke har set, og formentlig aldrig kommer til at se. Forklaring følger ! Jeg har set: Operation béton, Une femme coquette, Charlotte et son Jules, Tous les garçons s'appellent Patrick, À bout de souffle, Le Petit Soldat, Une Historie d'Eau, Une femme est une femme, Vivre sa vie, Les Carabiniers, Le Mépris, Bande à part, Une femme mariée, Alphaville, Pierrot le Fou, Masculin - féminin, Made in USA, Deux ou trois choses que je sais d'elle, La Chinoise, Week-end, One Plus One, Passion, Prenom Carmen, Détective, Hélas pour moi, Adieu au langage.
Hvis jeg kort skal karakterisere de to så er her et bud:
Truffaut er en humanistisk fortæller, ligesom sit stor idol Jean Renoir. Han tror på karaktererne, følelserne og den klassiske dramaturgi . Han fokuserer meget på kærlighed, barndom, jalousi og tab. Han laver film om mennesker, med empati, varme og sårbarhed. For Truffaut kan filmkunsten bidrage til at livet kan forstås og bevares.
Godard er en radikal formnedbryder. Han er mistroisk over for alt: fortællingen, billedet, sproget, samfundet. Film er for ham ikke et spejl, vi kan blive klogere af at se os selv i, det er tænkning i billeder. Hans film er mod konventioner, det er fragmenter, citater, brud, politisk analyse. For Godard er filmkunsten til, for at afsløre illusioner.
De har en lang fortid sammen (Cahiers du Cinéma etc.) og sågar instrueret en film sammen Une Historie d'Eau (1961), hvor en oversvømmelse i Paris-regionen udnyttes til en kalejdoskopisk kortfilm. En ung studine (Caroline Dim) er forhindret i at komme til Paris da Seinen er gået over sine bredder. Hun møder en ung mand (Jean-Claude Brialy), der tager hende med i sin Ford Taunus. Da bilen går i stå, fortsætter de til fods, og han forfører hende. Lidt magi, lidt dekonstrueret, et eksperiment som er noget lidt ekstraordinært pga. samarbejdet mellem Godard og Truffaut.
Men som det kan fornemmes ud fra ovenstående korte karakteristikker, var de meget forskellige og det kom til et voldsomt brud i 1973 efter premieren på Truffaut La Nuit américaine. Godard skrev et langt, aggressivt brev til Truffaut og beskyldte bl.a. Truffaut/filmen for at være selvtilfreds, apolitisk og en romantisering af filmbranchen. Truffaut svarede med et endnu mere personligt og rasende brev, hvor han kaldte Godard en moralsk hykler, angreb hans behandling af skuespillere og kvinder og beskyldte ham for at gemme sig bag teori.
Det blev et definitivt brud.
For den filminteresserede i dag er ovenstående disput historie, det vigtige er deres film.
Godards oeuvre er omfangsrigt, men mange af de senere værker, 1966 og frem, er meget politiske og virker i dag krukkede, usammenhængende og slet og ret kedelige. Jeg blev meget skuffet over gensynet med specielt One Plus One – hvori studieoptagelser af Rolling Stones arbejde med Sympathy for the Devil indgår – hvor det politiske helt overskygger Stones kreative proces. À bout de souffle er hans første spillefilm, et genialt og banebrydende mesterværk, en af mine absolutte favoritfilm. Vivre sa vie og Bande à part kan også varmt anbefales.
Truffauts film har generelt et meget højt niveau, kun La mariée était en noir falder lidt igennem, med en tynd personkarakteristik og en ulogisk historie.
Mine tre absolutte favoritter er kort nævnt her.
Les quatre cents coups. En uafrystelig film. Et fantastisk indfølt portræt af et barn, der misforstås, mistrives, mishandles og er uelsket. Formidabelt spillet af Jean-Pierre Léaud, mesterligt fortalt i nærmest dokumentarisk stil af Truffaut. Den mest hjerteskærende filmafslutning. Den gør ondt at se, det er stor filmkunst.
La peau douce. En mesterligt fortalt tragedie. Jean Desailly som litteraten Pierre Lachenay der flirter med den virkelige verden i form af stewardessen Nicole, vidunderligt spillet af Françoise Dorléac. Han har ”alt” og forspilder alt fordi, han skal beslutte sig og forpligte sig. Den omhyggelige, dvælende fortælling (”en dokumentar om gearskiftet i en Citroen”) og de smukkeste, nænsomme kærlighedsscener. Fortællingens uafvendelighed. Un film merveilleux.
La Nuit américaine. Jeg blev totalt blæst omkuld ved gensynet med filmen. Der er så meget kærlighed til filmkunst, ømhed, vitalitet, power, energi. ”Den amerikanske nat” er et filmudtryk for at filme natscener om dagen. Det er lige præcis temaet, at film viser noget som er virkelighed uden at være det, masser af betydningslag. Det er en film om en filmoptagelse, med Truffaut, som har instrueret filmen, som instruktør i den film der bliver optaget. Det er en vidunderlig film på mange planer. Det, som jeg kan huske fra da jeg så den de første gange, er, betagelsen af den dedikation der ligger i at være en del af en filmoptagelse, som mindede så meget om mit liv som projektleder. Jeg fik tårer i øjnene flere gang mens jeg så filmen, der er så meget magi og kærlighed til film og livet i den film.
Mine noter skriver jeg ganske kort tid efter at have set filmene, det er jeg nødt til når jeg ser så mange film. Nu jeg skrev det om Godards kritik af La Nuit américaine og genlæste mine noter om filmen, blev det åbenlyst, at jeg holder af alt det ved filmen, som Godard afskyede.
Jeg gætter på, at Truffauts film set med udødelighedens synsvinkel, har noget større potentiale end Godards.
