Ryoi Rangs spisevogn & Tahbilk Marsanne 2023
I dag hentede jeg for jeg ved ikke hvilken gang aftensmad hos Ryoi Rangs spisevogn i Præstø. Nå jo, jeg ved det da godt, jeg har tjekket og det var fjortende gang på 1½ år.

Vi vender tilbage selvfølgelig fordi vi får noget fantastisk mad, hver gang. Autentisk, thailandsk mad. På billedet ser I, hvad vi fik lyst til i dag. Fra venstre:
- Pad Prik Glua - stegte ægnudler med kylling, gulerødder, bok choy, bladselleri, forårsløg, kål, chili, riste hvidløg kr. 99
- Wonton (fyldt m. svinekød) med hjemmelavet sweet chilisauce kr. 40
- Pad Prik Thai Dam - stir-fried braiseret gris m. sort pebersauce, sukkerærter, bok choy, broccoli, peberfrugt, svampe, gulerødder, mini majs - serveres m. jasminris kr. 99,-
Men hele konceptet trækker altså også:
- Ugentligt opslag med ugens retter, og fire ugentlige afhentningssteder (Ørslev, Tappernøje, Præstø og Stege)
- Bestilling via telefon eller Messenger til et givent tidspunkt. Jeg havde i dag bestilt til kl. 17:45, jeg var der måske 4 minutter før, blev hilst som kendt kunde (”hej Paul”) betalte og 17:44:55 blev vores medbragte kurv rakt ud, da wonton’erne lige var komme op af frituregryden.
- Et enkelt og overskueligt udvalg, 3 forretter og 3 hovedretter hver gang, og hovedretterne skifter lidt fra uge til uge.
Jeg har ikke noteret alt hvad vi har smagt, men jeg har bl.a. noteret følgende hovedretter: Guay Tiew Hang, Gung Tod, Mama Pad Suki, Kang Dang, Kang Ka-ri, Kao Moo Grob, Massaman karry, Orange chicken, Pad Me, Pad Med Ma-muang, Pad Mee Sur, Pad Pong Ka-ri, Pad Prik King, Pad Thai og Tom Yum Hang. Jeg undskylder på forhånd for fejl/misforståelser 😊
Vi siger tak for dejlig mad og altid god og smilende service.
Hvad drikker man til?
Jeg benytter anledningen til at fortælle om hvordan jeg valget vinen til maden.
Pad Prik Glua er rund, let sødmefuld, salt/umami, aromatisk chili og hvidløg. En vin med friskhed, frugt og evt. en anelse sødme, der kan balancere varme og fedme vil være velegnet. Blandt mine vine virkede Dr. Hermann Riesling Kabinett “Erdener Treppchen -6- som glimrende valg. Det er en vin med let restsødme, høj syre, aromatisk frugt.
Pad Prik Thai Dam er mørk, intens, sød-saltet sauce med markant sort peber og karamelliserede noter. Dertil vil en mellemfyldig, krydret rødvin med bløde tanniner og pebrede undertoner være glimrende, jeg lurede på Syrah – Stars in the Dark 2022 (Minimalist Wines), med sort peber, mørk frugt, krydret og silkeblød.
Men det er torsdag aften og jeg ville kun åbne én flaske til begge retter. Valget faldt på Tahbilk Marsanne 2023. Sådan blev det, se mine noter nedenfor. Og for god ordens skyld: Det var et perfekt valg!
Tahbilk Marsanne 2023
⭐⭐⭐⭐☆
Tahbilk, som ligger i Central Victoria, Australien, har den største enkeltmark tilplantet med Marsanne i verden, de ældste vinstokke er fra 1927. Denne udgave er deres entry level. De har også 1927 Vines Marsanne, Museum Release, Centennial og Centennial Sparkling Marsanne.
Det er en skøn vin. Der er tropisk frugt i form af melon, abrikos, fersken og ananas, citrusfrugt i form af appelsin og grape, der er modent æble, noget let parfumeret, lidt honning. Der er det, som med et omdiskuteret begreb kaldes mineralske noter og friskhed. Det er en tør vin, med masser friskhed, sødme, fylde og kraft.
En flot balanceret vin – syren afbalancerer den lidt tungere frugt - med lang eftersmag, god intensitet og kompleksitet. Det er et virkeligt godt glas vin lige nu, og har potentiale til at udvikle sig.
Den er købt i Systembolaget i Sverige for 149 SEK (det er 100 DKK) og det er et fund!!!