Pauls drømmeliste

Paul Lysholdt • 7. september 2025

Den 8. november 2024 skrev jeg min ultimative drømmeliste. Hvis du ikke véd hvad det er, er det en af mange gode grunde til at købe Rasmus Baggers Den bedste udgave af dig selv. Jeg skrev min drømmeliste på dag 2 af første modul af MMT-uddannelsen.

Jeg genlæste den til aften, og det var ret spændende. Nogle af drømmene ER realiseret, nogle er jeg på vej imod, nogle har fået tilbygninger, som jeg arbejder med, nye er kommet til, andre er ikke så vigtige længere og nogle er bare ikke relevante. Grunden til at jeg genlæste den var, at jeg i forbindelse med min ugentlige planlægning af den kommende uge, kom til at tænke på, hvilke hovedelementer der indgår i planlægningen affødt af de mål jeg arbejder imod. Udover alt det løse er der fem hovedgrupper: Fransk, vin, mentaltræning, kultur og hunde.


Fransk stod ikke på drømmelisten, men da tanken opstod og jeg startede med Duolingo, kunne jeg mærke at jeg havde brug for mere. I tirsdags startede jeg på et online begynderkursus hos Institut français, vi er 5 på holdet, og undervises af en indfødt, Florence. Det er lige mig, med to ugentlige lektioner à 1½ time, hjemmeopgaver og masser af stof jeg kan læse ved siden af. Lidt hurtigt i forhold til kurset skal jeg 6. oktober til eksamen i DELF A1, som er det første og grundlæggende niveau i en internationalt anerkendt fransk sprogtest, Diplôme d'Études en Langue Française. Målet er B2, som demonstrerer evnen til at udtrykke sig flydende, formulere argumenter, forsvare et synspunkt og forstå komplekse tekster og samtaler om abstrakte emner. Jeg har sagt det mere jordnært: jeg vil kunne gå på en fransk Michelinrestaurant og tale med sommelieren på fransk.


Vin  stod helt klart på drømmelisten. Sommelieruddannelsen var første step. WSET Level 3 Award in Wines en ren bonus. Jeg er netop gået i gang med French Wine Scholar hos Wine Scholar Guild, en fordybelse i fransk vin. Som jeg sagde til en ven, det er altså ikke begynderstof, og kom straks til at tænke på, at det er jeg jo heller ikke (begynder) 😉Jeg læser en masse om vin, jeg skriver noter om al vin jeg drikker, og jeg håber at få en månedlig klumme, hvor jeg kan skrive om vin. Heller ikke i denne sammenhæng er uddannelserne på nogen måde målet, det er en del af udviklingsprocessen.


mentaltræningssiden  har jeg indenfor den sidste måned bestået min MMT-eksamen, fået lanceret hjemmeside, gennemført tre online-kurser (Understanding the Brain: The Neurobiology of Everyday Life, Introduction to Psychology og The Arts and Science of Relationships: Understanding Human Needs), læst og skrevet om Rasmus Baggers bog (se ovenfor) og er i fuld gang med fem coachees – og forhåbentlig flere på vej. I litteraturlisten i Rasmus’ bog blev jeg mindet om to bøger, jeg ville læse, og jeg er i gang med Daniel Kahneman: At tænke – Hurtigt og langsomt, den er vanvittigt spændende; jeg glæder mig til at læse den og skrive om den.


Kultur, det dækker bredt over bl.a. film, kunst og litteratur. Jeg har haft et meget kraftigt fokus på Fantasy i form af Ringenes Herre, Hobbitten, Harry Potter og aktuelt En sang om is og ild (Game of Thrones) hvor jeg netop er startet på bind 4: Kragernes Rige. Jeg må tage mig i ikke bare at læse løs, men det er det vigtige for mig i min planlægning: Der skal være balance … jeg læser 2-3 kapitler daglig, og nyder at trække spændingen ud. Der kommer også filmatiseringen bagefter, den tid den glæde.


Hunde. Ja, det er bestemt ikke tilfældigt at det står sidst, for det afspejler min prioritering. Hundeaktiviteter både som dommer, organisatorisk og som udøver har fyldt vanvittigt meget i mit liv i mange år, og det har ikke være nemt at slippe, men det er sket og jeg er MEGET tilfreds med status i dag. Jeg elsker at dømme rally og fortsætter så længe jeg bliver inviteret. I Sydkystens Hundeskole havde vi bestyrelsesmøde for en uge siden og vi blev enige om at vi fortsætter! Vi har nået utroligt meget, og det er helt fint at vi bare eksisterer og holder nogle prøver i ny og næ, underviser lidt, støtter lidt. Og vi har talt om at markere vores 20-års jubilæum i 2029! Som udøver er jeg næsten helt stoppet, men jeg træner daglig med Otto og på lørdag debuterer vi i HTM1 og vi pønser lidt på at stille i rally i december. Men det er fylder på ingen måde.

Af Paul Lysholdt 15. oktober 2025
Jeg var på weekendbesøg på Samsø i anden anledning ( Samsø går i hundene 2025 ), men jeg var heldig! Jeg kontaktede Hardy Thomsen, som er ansvarlig for salg i Samsø Vin Syndikat , og han tilbød straks at mødes med mig lørdag eftermiddag, når jeg var færdig med at dømme.
Af Paul Lysholdt 14. oktober 2025
Samsø betyder noget særligt for mig. Vi holdt vores første sommerferie på Samsø august 1982, Christian var knap 1½ år, vi boede i en lejlighed vi havde lejet gennem Jyske Bank, hvor Kirsten var ansat, og vi holdt ferie på Samsø de næste 4-5 år.
Flere indlæg