Mads Schytte: Whisky – til nye og gamle nørder (2022)

Paul Lysholdt • 28. juli 2025
Person holder en Macallan 12 whiskyflaske i en hvedemark; omslag til en bog med titlen

Det var tilfældigt at jeg faldt over denne bog ved et ophørsudsalg i den lokale boghandel. Men det var da et skønt tilfælde, for sikken en dejlig bog om whisky, med den perfekte undertitel 😉


Mads Schytte, med Instagramprofilen Whiskytossen, har skrevet en skøn introduktion til et fantastisk univers. Bogen er velskrevet, den kommer fint omkring alt det relevante synes jeg for både nye og mere erfarne nørder og den er skrevet med hjertet: Mads’ kærlighed til whisky er ubetinget (gætter jeg på!) og det smitter. Jeg har virkelig fået lyst til at smage nogle af de mange spændeden whiskyer han skriver om.


Naturligt begynder bogen med stavningen, Whisky kontra Whiskey, og lidt om forskellige markante lande: Irland, Skotland, USA, Japan og Danmark m.fl.


Fremstillingsprocessen gennemgås detaljeret med omtale og forklaring og betydning af de væsentlige bestanddele: vand, gær og korn. Dernæst produktionsfaserne:


  1. maltning herunder tilsætning af røg,
  2. mæskning,
  3. gæring, herunder hybridgær vs. vildgær,
  4. destillation, herunder pot still vs. kolonnedestillering og
  5. modning, herunder lagerbygninger, fadtyper og cask finish

Single vs. blended beskrives og de forskellige råvarer (byg, majs, rug, hvede) beskrives.


Så kommer den måske mest spændende del for den nye nørd (= mig), nemlig en beskrivelse af 46 whiskyer, som har betydet mest for forfatteren, og som man bør smage. Jeg har nærlæst de 46 beskrivelser og kender jeg mig selv ret, kunne jeg godt finde på at købe en af hver, hver eller hver anden måned, for at få et bredt indtryk af whiskyens verden. Der er en side med hver med beskrivelse plus en side med et foto. Der er fakta og en fin beskrivelse, herunder indikation af prisniveau.


Dernæst nogle sider om uafhængige aftappere (helt nyt for mig), om whiskygadgets (karaffel, duftsæt og whisky-sten) om valg af glas og hvordan man smager på whisky. Lidt om opbevaring. Og gode råd fra whiskyeksperten Martin Markvardsen.


Der er lidt om whisky som investering, og noget om whisky på film og whiskynørders mærkedage. Cocktails med whisky. Og mad med whisky, som fik mig fristet til østers og whisky i fredags (Tallisker single malt 10 år).


Bogen slutter med et afsnit med whiskytermer samt tre registre, ret smart: de omtalte destillerier, de omtalte whiskyer opdelt efter prisleje samt et almindeligt alfabetisk register.


Det er en forbilledlig bog, som jeg kan anbefale på det varmeste til alle, der mangler det sidste skub ind i whiskynørdernes verden.

Af Paul Lysholdt 23. juli 2026
2026 blev året hvor den gamle filmnørd Paul fik revitaliseret sin livslange kærlighed til film. Det startede med at jeg ville se franske film som en del af processen med at lære fransk. Jeg fik bl.a. (gen)set alle Jean Renoirs og François Truffauts film. Så kom Kenji Mizoguchi i fokus, jeg har set alle hans film mindst to gange i år og læst en del om ham.
Af Paul Lysholdt 27. juni 2026
Det har knebet med min motivation i rally. Otto og jeg har gået en del i øvet klasse, lidt i ekspert, og lidt frem og tilbage. Min passion manglede. Efter vores seneste prøve i ekspertklasse 13. december 2025 har der ingen rallyprøver været i kalenderen. I år er det blevet til to HTM-prøver og intet andet med Otto.
Flere indlæg